lørdag den 30. november 2013

Julesok eller pakkekalender?

Jeg er vokset op med pakkekalender i december måned, så det havde jeg også regnet med, at mine børn skulle have. Imidlertid har min mand brugt julesokker til sine børn, og han synes også, at Laura og Richard (og på sigt lille Kirsten) skal have julesokker, som nissen lægger gaver i om natten.

Sidste år var første år, hvor Laura og Richard fik kalendergaver. Det blev i en julesok, som jeg selv havde strikket, og de elskede ideen om nissen, der kom forbi om natten. 


Meeen igen i år har jeg været alle overvejelserne igennem omkring hvad, der er bedst: julesok eller pakkekalender?

Problemet er nok, at jeg synes den helt rigtige jul er den, som jeg er vokset op med - kender du det? ;-) Og da min jul altid har budt på pakkekalender, jamen så er det jo det, der er det "rigtige". 

Min mands bedste argument for julesokken er, at det er åh så spændende hver morgen: Mon nissen har været forbi? Og det kan jeg jo godt se tilføjer julen endnu en fortryllende dimension (...og det er måske også et lidt bedre argument end mit om hvad, der er rigtigst;-) ).

Så resultatet er, at julesokkerne nu er hængt op. I aften stiller vi grød ud til nissen, og så må vi se, hvad der sker i nat...

Måske går jeg over til pakkekalender den dag, ingen af dem tror på nisser og julemand længere... måske ikke... Helt snydt bliver hjemmet dog ikke for en pakkekalender, for se hvad min dejlige mand har lavet til mig♡


4 kommentarer:

  1. Vi bruger pakkekalender - for det er jeg selv vokset op med. Men her er det altså nissen, der kommer forbi hver nat og hænger en ny pakke i det rigtige tal. Vi har vist kombineret begge jeres idéer, og det fungerer fint. Nissen hænger nogle gange mere end én pakke for at spare tid, det skete sidste nat. Den vil lige se, om børnene kan finde ud af kun at åbne én pakke om dagen. Det kunne den store godt i dag, den lille havde svært ved det men holdt ud. Det kan godt være, nissen gentager succesen - eller at den kun hænger én pakke ad gangen. Det er ikke til at vide.

    SvarSlet
    Svar
    1. Den mulighed havde jeg slet ikke overvejet selv. Det lyder som en rigtig god løsning oven i købet med et ekstra element af spænding:-)

      Slet
  2. Har du evt en opskrift på de fine sokker? :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Det har jeg desværre ikke - de er strikket delvis ud fra en alm strømpeopskrift og mest ud fra fri fantasi:-)

      Slet