fredag den 11. oktober 2013

Åbent hus på Riddersalen

Efterårsferien står for døren, og mangler I noget at lave med børnene, eller har du en nevø eller niece, som du kunne tænke dig at forkæle med en tur i teateret, så læs med her.

Jytte Abildstrøms teater på Riddersalen har nemlig atter valgt at opsætte et teaterstykke målrettet de allermindste. Sidst vi var i Riddersalen, så vi Barnevognen, hvilket du kan læse om HER. Det var en stor succes, så jeg var slet ikke i tvivl, da jeg købte billetter til Åbent hus - en enkel, poetisk og musikalsk dukketeaterforestilling for de 1 1/2 - 4 årige.

Og forestillingen levede så absolut op til forventningerne. Ligesom sidst, kom skuespilleren Ragnhild Kaasgaard ud og bød alle børnene velkommen. Tog dem med ind i teatersalen og sikrede, at alle fik en plads, så de kunne se. Og så begyndte forestillingen. Et kæmpe dukkehus med liv på alle etager udgjorde scenografien, og Ragnhild førte os fra rum til rum, hvor vi bl.a. mødte hendes kludedukke, en tøjhund og en høne på taget. Forestillingen handler overordnet om, at noget bliver væk, og hvordan man finder det igen - og det er måske ikke så tosset, når man som jeg har sådan et par rodehoveder på 2 år og 8 måneder:-)

Forestillingen er sat til 35 minutter, men med velkomst og afslutning går der hurtigt en time - det er imidlertid på ingen en ulempe, og billetter kan bl.a. fås via teaterbilletter.dk.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar