mandag den 11. marts 2013

Krea-hits hos 2-årige

Hvor er det bare fedt, når ens børn er ved at være så store, at de begynder at kunne være med til at lave kreative ting! Men hvad kan en 2-årig egentlig finde ud af? Her kommer tre krea-hit herhjemmefra samt en liste over, hvad vi skal prøve inden for den nærmeste fremtid - jeg håber, at du kan bruge det som inspiration til hygge med dine egne guldklumper!

Trylledej er et sikkert hit hver gang. Laura og Richard kan koncentrere sig om at lege med det i næsten en hel time, hvor de bare sidder ved bordet, ælter, deler og samler dejen. Der er ikke kommet noget produkt ud af det endnu - kun den ene gang hvor jeg sluttede seancen af med at lave et hånd- og fodaftryk for dem hver - men de morer sig storartet, og det er jo det vigtigste:-) 

Her har du den opskrift, vi plejer at bruge (selve dejen er de selvfølgelig også med til at lave):

Trylledej:
2 kopper mel - gerne med lidt top på
1 kop salt
1 kop vand
1 spiseskefuld olie

Bages ved 50 grader, hvorefter der skrues op til 75, 100 og til sidst 125 grader - lad dem bage 1 time ved hver temperatur, og bliv ved 125 grader indtil de er hårde og lyder hult, når du banker på dem.

(Nogle gange har vi lavet en almindelig bolledej først, som de også har været med til at ælte. Trylledejen har så overtaget, når bollerne skulle formes og i ovnen, og så har det passet med nybagte og nogenlunde afkølede boller ved endt trylledejs-leg. Det synes jeg har fungeret rigtig godt, for så kommer der trods alt et produkt ud af alt den legen med dej;-) )

Fingermaling står også højt på hit-listen herhjemme, og penslerne bliver brugt mere og mere. Mit sjoveste male-minde med de små er dog helt tilbage fra dengang, de kun var 9 måneder, og de bogstaveligt talt brugte hele kroppen til at male med:-)



Sidst men ikke mindst hitter det at tegne med tudser, og bagefter pynte tegningerne med klistermærker - skønt at man efterhånden kan få så mange fine og billige klistermærker eksempelvis i Søstrene Grene.





Planen er, at tudserne og klistermærkerne inden for den nærmeste fremtid skal suppleres med noget glimmer, stempeltudser og et par sakse af den rillede slags, der klipper bølgede kanter, men ikke fingre;-)

Endvidere skal vi inden for den nærmeste fremtid prøve:

  • At lege med modellervoks, som vi selv har lavet. Der er en opskrift i Krudtugler og kanelsnegle, der skulle være rigtig god.
  • At male med vandfarver
  • At lege med de store HAMA perler og prøve at sætte dem på en snor
  • Og til sommer skal vi helt sikkert på stranden og samle sten og muslingeskaller, som vi så kan male på.

2 kommentarer:

  1. Hvor ser det hyggeligt ud. Kan lige anbefalde plastik hansker hvis man skal farve den hjemmelavede modellervoks. Har stået med 4 elever med farvede håndflader i flere dage efter hyggelig modellervoks modelbygning, på trods af det var almindelig frugtfarve vi brugte, men det giver flotte farver

    SvarSlet
  2. Så afgjort "good to know"! Tak for info:-)

    SvarSlet