fredag den 22. marts 2013

I teater med "min" store pige

I aften skal "min" store pige, der fyldte 10 år i onsdags, og jeg på tøsetur sammen. Først står den på shopping på Strøget, hvor jeg håber at finde en lille påskegave (fra påskeharen) til alle 4 børn og måske lidt ventetøj til mig selv. Derefter skal vi finde en hyggelig cafe at spise aftensmad på. Sidst vi var på tøsetur sammen, spiste vi på Wagamama i Tivoli, fordi vi skulle ind og se Eventyrteatrets udgave af Et Juleeventyr. Jeg må dog indrømme, at jeg aldrig bliver tilhænger af Wagamama - jeg er enormt glad for det asiatiske køkken, men Wagamama er lidt for koncept-agtigt til min smag. Og så synes jeg, man mangler den delikate, lette friskhed, som man eksempelvis kunne opleve på Le Le Nha Hang, da de lige havde slået dørene op for det vietnamesiske folkekøkken - det er dog super lækkert, at man kan bestille friskpresset juice til sin aftensmad - det burde man kunne mange flere steder! I dag tror jeg, det bliver en af de hyggelige cafeer, der ligger på Strædet - Nana får lov til at bestemme:-) 

Når smagsløgene er tilfredsstillede, og vi måske også har købt lidt lækkert at hygge os med, går turen mod Det Kongelige Teaters Gamle Scene, hvor vi skal se John Neumeiers opsætning af Romeo & Julie. Vi glæder os begge enormt meget, skønt ingen af os er superskrappe inden for balletten, men netop derfor er det et oplagt valg, da Romeo & Julie efter sigende skulle være den perfekte begynderballet. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar